Med terminsdatoen om hjørnet, glæder jeg mig til..

Med 4 dage til termin, synes jeg efterhånden jeg har mange ting jeg glæder mig til. Ikke mindst til imorgen, hvor vi som mange af jer andre skal fejre juleaften. Efter vi er blevet forældre, har julen fået en helt anden betydning. Amilias julegave kan jeg nærmest ikke vente med at give hende, for jeg tror hun bliver så ufatteligt glad.
På torsdag på terminsdatoen har jeg tid til en hindeløsning, dét glæder jeg mig til for forhåbentlig kan det sætte gang i dét vi går og glæder os aller mest til i øjeblikket. Fødslen – er jeg super spændt på. Hele processen inklusiv veer og pressefasen glæder jeg mig til, og især til at møde det lille menneske som ligger i maven.
Nytåret nærmer sig også, og jeg håber så inderligt på at have født inden for jeg savner og glæder mig virkelig til at nye et glas vin eller en drink. Der er ingen intentioner om at vild aften, så en enkelt eller to genstande kan man vel pumpe ud? Nogen der har erfaringer på den front?
Og så glæder jeg mig til at kunne få skudt igang i min træning igen, for dét har stået sløjt til længe. Det er nedprioriteret nu, men skal prioriteres når kroppen er klar igen. Og så bliver det en kæmpe forløsning at kunne hoppe i mit eget træningstøj. De sidste måneder har jeg ikke kunne passe de styles jeg har lanceret med Eyda, for de er jo naturligvis ikke designet til mine nuværende proportioner. Det kribler i mig for at kunne trække det på, jeg overvejer faktisk om det skal ligge klar i hospitalstasken til når jeg har født.