Inden lillebror bliver født vil jeg…

Dagen igår blev spenderet i Aarhus, hvor jeg bl.a fik set det nye REPEAT center, som jeg iøvrigt er død misundelig over ikke ligger herude i provinsen. Til gengæld gik det denne morgen op for mig, at der åbner et crossfit box i byen. Så lidt heldig føler jeg mig alligevel, for jeg har længe drømt om at gå i en sådan box. Nu krydser jeg fingre for at man må medbringe en baby, for ellers bliver det en udfordring under ‘barsel’. Det er lidt underligt for mig at skrive barsel, for jeg ved jo godt jeg stadig skal arbejde, men jeg håber jeg kan være lidt afslappet omkring det og ikke stresse over de ting jeg ikke når. I kan læse mere om min deltidsbarsel her.

På vej retur fra Aarhus gik det op for mig, at kun er mor til et barn i 8 uger mere. Selvfølgelig er jeg klar over at jeg efterhånden er temmelig gravid, og så er jeg også indstillet på at de første mange måneder kommer til at handle meget om baby lillebror. Så jeg besluttede mig altså for, at gøre den søde ventetid lidt ekstra dejlig for Amilia. Det synes jeg hun fortjener når nu jeg kan tænke mig til, at mit overskud realistisk set ikke er det største i starten af det nye år. Så inden termin vil jeg gerne holde hende hjemme fra vuggestuen et par dage, tage i skoven og i svømmehallen. Bage pebernødder og lave juledekorationer. Og så skal vi have købt noget fingermaling, dét ved jeg hun vil elske. Har i nogle inputs til aktiviteter?