Når 12 ugers scanning ikke udelukkende er en god nyhed

Da de to blå streger på graviditetstesten var tydelige, var jeg overvældet af lykke samme sekund. Det må være et af de øjeblikke, der aldrig nogensinde går tabt i min hukommelse. Til jer der stadig har den oplevelse til gode, så kan i glæde jer.
Til jer andre, der har prøvet det så kender i nok også til de følelser der kommer et par døgn efter. Alle bekymringerne, mon alt er okay og hvad nu hvis dit og dat. Ugerne indtil første scanning føles uendelige, og for mit vedkommende havde jeg mange dage lyst til at booke en tidlig scanning. Det eneste der holdt mig tilbage, var at vi ikke bestilte sådan en da Amilia var i maven. Så jeg overbeviste mig selv om, at jeg også kunne holde ugerne ud denne gang.

Uge 12 kom og endelig havde vi en tid til scanning på Herning hospital, hvor jeg også skal føde.
Hele dagen føltes som om jeg skulle til eksamen, mit koncentrations niveau var ikke eksisterende, så det blev til en del overspringshandlinger inden klokken blev 11.30.
I min omgangskreds har en del været udsat for at graviditeten er gået til grunde før første scanning. Noget der hele tiden lå i baghovedet og lumrede. Derfor var det en kæmpe forløsning endelig at få bekræftet hjertelyd, og at alt udfra blodprøver og målinger så godt ud. Sikke en lettelse.
At jeg så alligevel skulle gå derfra uden begejstringen i helt i sky, havde jeg ikke set komme.
På scanningen kunne vi nemlig se, at der ved siden af en velfungerende lille baby, lå et foster der var gået til grunde formentlig omkring uge 7. Fra start havde der altså været to – tvillinger.
Den besked fik tårerne til at trille ned af kinderne, og tankerne til at flyve. Det kan nok være svært at sætte sig ind i, men tanken om hvordan det ville have været, og at det var meningen der skulle have været to gjorde ondt. Hvorfor var det gået til grunde, var det min skyld, betyder det noget for vores dreng, hvordan ville det være med to små babyer?

Selvom jeg aldrig har drømt om tvillinger, så tog det mig faktisk lidt tid at komme ovenpå. Også selvom vi gik fra scanningen og fik at vide, at det ikke var unormalt. Dagene efter kunne jeg pludselig blive ked af det. En meget ambivalent følelse, for samtidig var jeg lykkelig over, at vores lille dreng havde det fantastisk.
Jeg tør sket ikke tænke på, hvordan det må være at miste en graviditet fuldstændigt.

I dag og især efter vi begyndte at fortælle om det, fylder det ikke længere. Jeg kan ikke mærke dét, jeg følte de dage efter scanningen. Nu drejer alt sig om vores lille søn.
Til 20. ugers scanning, hvor jeg havde min søster med da Lasse var forhindret pga. job, fik jeg en lille reminder. Man kunne stadig se skillevæggen og den lille prik på scanningsbilledet, som aldrig udviklede sig mere. En underlig fornemmelse, men heldigvis gjorde det ikke længere ondt.
Jeg er dog ufattelig glad for, at jeg ikke valgte en tidlig scanning. For tanken om muligvis at have opdaget to små hjerter, og senere hen kun ét er modbydelig – det havde været langt værre. I så fald havde jeg haft flere uger til at forestille mig livet med to små babyer.
Hvorfor jeg deler det med jer, kan jeg ikke helt sætte ord på. Det føles bare rigtigt. Måske andre af jer har prøvet det samme?