Gammeldags fotoalbum


Min instagram er nærmest eksploderet med spørgsmål de to gange, jeg har vist vores gammeldags fotoalbum frem. Så åbenbart er jeg ikke den eneste, der synes at der er noget nostalgisk over et gammeldags fotoalbum.
Vi og især undertegnede tager ufatteligt mange billeder, både i arbejdsregi men også i fritiden af venner, familie og vores oplevelser sammen. Billeder forstærker mine minder, og sikrer mig at ting jeg ikke vil miste fra hukommelsen skulle gå i glemmebogen. De sidste mange år har jeg ikke fremkaldt billeder, de lå på min computer, tablet eller telefon. Men da Amilia blev født skulle der andre boller på suppen, for jeg elsker selv at kigge i fotoalbums fra min barndom. Sidde og bladre min 2 års fødselsdag igennem, se hvordan jeg puster lysene ud alt imens min mor og far kigger begejstret på mig.

Fotoalbummet fandt jeg i Bog & Ide til 149,-. Det kan sikkert findes tilsvarende andre steder, men ellers finder i det her (kan ikke bestilles online) Det er en slags scrap book, så man skal selv klistre billederne i. Man kan tilføje klistremærker og tekst med farveblyanter, eller andet man synes passer. Jeg sætter blot billederne ind. Det gøres nemmest med en taperunner, hvor tapen er dobbeltklæbende. I panduro har jeg købt en til 49,- og refill til 39,-. I første omgang købte jeg en enkelt refill, men måtte tilbage efter 3 ekstra til de resterende billeder. Så det kan anbefales at købe flere fra start.

Jeg hygger mig helt enormt med at sætte billederne ind, forleden satte jeg nye ind imens Amilia sov sin middagslur. Andre gange har Lasse siddet og set dokumentar en søndag aften, imens jeg sætter billeder ind. Han følger lidt med undervejs, og så sidder vi ellers og taler om nogle af minderne. Så herligt.

Billederne fremkalder jeg hos pixum her. Jeg har ikke sat mig så meget ind i, om det er billigere andre steder. Valget af site kommer sig af, at jeg tidligere har bestilt nogle fine billeder i større format, og et par fotobøger til min mor fra samme sted. De fleste billeder jeg har bestilt er i størrelsen 9×9 – 9×16, for så kan der nemlig være fleste mulige billeder, på hver side i fotoalbummet. Prisen er 1kr pr. billede og 25 øre ekstra pr. billede, hvis man ønsker den hvide kant som i kan se på mine billeder. Indtil nu har jeg vel bestilt 650 billeder, så det er ikke helt en billig fornøjelse med sådan et gammeldags fotoalbum, men jeg synes virkelig det er alle pengene værd. For på en skærm får jeg dem aldrig set.
Mange af vores billeder skyder jeg med spejlrefleks. Dem bestiller jeg ved at uploade til deres site gennem min computer. Vi har dog også en del billeder på telefonen, som efterhånden også er i rigtig flot kvalitet. Dem bestiller jeg gennem deres app. Det synes jeg er lettere end at skulle at overføre til computeren først.
Nu er det første album er snart fyldt op med billeder, og så skal jeg igang med billederne fra 2018. Det kribler helt i mig for at starte på billeder, hvor lillebror pludselig også er med. <3