Min ærlige mening om at være gravid


Hvor ville jeg ønske at jeg var hende den gravide, der bare synes at graviditet var det mest fantastiske i verden. For det er det jo også, hvis jeg tager de biologiske briller på. At min krop er i stand til at producere et lille menneske, gøre det stærkt og klar til verden, er jo fuldstændig vanvittigt. Selv her 2. gang virker det surrealistisk at et menneske ligger og sparker på den anden side af mit maveskind.
Denne gang har jeg virkelig forsøgt at overbevise mig selv om, at de 9 måneder skal nydes. Og på den positive side, så nyder jeg det her med at bygge rede. At indrette lillebrors værelse, købe tøj i str. 56 og fortælle Amilia om hvordan det bliver at få en babybror i huset. Vi glæder os jo enormt, og jeg glæder mig til at opleve en fødsel igen.

Det fylder bare så helt enormt meget, at det er besværligt at være gravid. Jeg er vant til at bruge kroppen meget, og presse mig selv. Dét savner jeg helt kolossalt. Nu er jeg både træt og besværet af en mave der skal skånes, (ej at forglemme de første tre måneder med opkast). Forleden ville jeg hente et billede der ligger på vores garage loft. Altså indtil jeg indså, at det var en umulig opgave at komme derop med maven. Lasse har stort set ikke været hjemme hele ugen, og det irriterer mig grænseløst at jeg ikke selv kan løse opgaven. Kan i følge mig?
Faktisk bliver jeg lidt træt af mig selv, når jeg bliver ved med at brokke mig, om det så er oppe i mit eget hovedet til Lasse eller veninder. Men ikke desto mindre er det åbenbart vanskeligt for mig at lægge låg på.
Mit tøj sidder forfærdeligt, det strammer og er ubehageligt. Jeg er ikke fan af graviditetstøj, og er også for nærig til at bruge penge på kluns jeg ikke kan bruge efterfølgende. Volumen af min bryster er tilsammen større end min mave, det ser jo latterligt ud. Væske i kroppen har også sneget sig ind på mig, heldigvis ikke så udtalt som sidst (endnu). Men det føles altså ganske ubehageligt, når huden spænder og skriger på mere plads. Halsbrand havde jeg lykkelig glemt alt om, men ej hvor er det modbydeligt.

Jeg ved snart ikke om jeg har en skæv opfattelse af, hvordan andre gravide håndterer de her ting. For de fleste fortæller kun om hvor skønt de synes det er. I min søgen på andre gravide i samme båd, fandt jeg til min store begejstring bogen FÅRKING GRAVID, af Sofie Linde. ‘En fortælling om at glæde sig til at blive mor, men at hade den graviditet, der følger med – og at turde sige det højt’. Så vidt jeg kan se udkommer den sidst i oktober. Den må jeg simpelthen eje. Det bliver god læsning for mig, når min graviditet og (gener) på det tidspunkt peaker.

Slutteligt så ved jeg, at andre derude kæmpe for at bliver gravide. Så jeg vil blot understrege at indlægget her ikke skal opfattes som om at, jeg ikke er yderst taknemlig og lykkelig over vores situation, for det kan i tro både Lasse og jeg er. <3