Det med at blogge, er det stadig noget for mig?

img_6590

Mit lille blog univers har efterhånden nogle år på bagen. For at være mere nøjagtig har jeg delt ud af mit skriveri siden 2014, altså i fire fantastiske år.
Siden da er der sket mange ting. Ikke mindst er jeg blevet mor, vel den største begivenhed i mit liv. Det har rykket på mange ting både min livsstil, mit syn på livet og mine prioriteter.
Min motivation til at skrive herinde har altid gået lidt op og ned, men det sidste halve år har jeg haft mindre på hjertet. I hvert fald i forhold til den dagsorden, der er sat her i mit lille træningsunivers.

Da graviditeten med Amilia blev annonceret i sin tid, husker jeg særlig én kommentar. Om bloggen nu kun skulle handle om graviditet og babyspam, for så gad vedkommende ikke længere at læse med.
Det satte uden tvivl et tankespind igang, og måske har det endda gjort mig stædig for at fastholde temaet herinde. Træning, øvelser og proteinrige opskrifter skulle stadig være majoriteten.
Men forsøget på at holde fast i noget som ikke længere føles som 100% mig, er ved at tage luftet af ballonen. Glæden ved at skrive er mindre, og lysten ved at forsvinde.

De blogs jeg selv klikker mig ind på og læser jævnligt, har ikke et omdrejningspunkt der hedder træning. Da det forleden gik op for mig, var det også en erkendelse af at mine egne interesser har ændret sig. Ikke at min passion for træning er blevet mindre, tror jeg ikke? Der er bare andre ting der er kommet mere til sin ret, som jeg lige så gerne vil dele ud omkring. Træning er langt fra det først jeg tænker på, når jeg smækker benene udover sengekanten om morgenen – ikke længere. Det var det engang.

Så indlægget her er egentlig et wake up call til mig selv, og en italesættelse af at der kommer andre boller på suppen herinde. For som Maya siger er jeg mere end bare Fitness-Mette. Hun er sgu så sød hende Majse hva’.
Min lyst til at skrive er her jo i bund og grund stadig, det har formentlig været følelsen af at have en slags mundkurv på der har holdt mit tilbage, af frygt for at mine tankebobler og ideer ikke passede ind. En slags blogidentitetskrise, som jeg læste om forleden hos incredibaby. Det er jo hvad der sker når man bliver ældre og udvikler sig, og heldigvis for det.

Nu går tankerne på om man burde relancere bloggen, eller om det bliver en glidende overgang. Det grubler jeg lige lidt over.
Jeg håber i fortsat har lyst til at læse med <3