Mit nye pulsur og hvorfor træne med pulsur

hvorfor træne med pulsur
hvorfor træne med pulsurNu er det vel omkring en måned siden at jeg købte mig et nyt pulsur. Jeg har længe været på udkig efter et pulsur, som jeg også kunne bruge til hverdag, men mange af de pulsure der findes er meget sporty og lige i overkanten til mit hverdagstøj. Fitbit blaze uret så jeg på en svensk instagram profil og var helt solgt ved første blik. Nu har jeg haft det i brug en periode og tænkte det var på sin plads at fortælle lidt om uret.

Hvorfor træne med pulsur
Hovedsagligt har jeg købt det, da jeg godt kan lide at bruge min puls når jeg træner, især under løb og intervaltræning. Jeg bruger det selvfølgelig også når jeg styrketræner. Min maxpuls ligger på omkring 195, så udfra det ved jeg hvor hårdt jeg træner uanset træningsform. Man kan selvfølgelig også bare mærke efter, men jeg er sådan en type der er god til at presse mig selv dét ekstra, hvis jeg har nogle facts at forholde mig til. Hvis jeg løber en tur, kan jeg beslutte mig for at løbe ved en bestemt puls (ligesom når folk løber efter pace). Laver jeg interval træning vil jeg gerne op og ramme 185-195 når jeg fx sprinter.  Uret er en kæmpe motivationsfaktor for mig og det gælder ligeledes under styrketræning. Her holder jeg øje med at min puls ikke bliver for lav, hvilket kan indikere at jeg holder for lange pauser.Under styrketræning ligger min puls typisk på 150-180, bliver den lavere forsøger jeg enten af stige i vægt eller holde kortere pauser. Der er selvfølgelig forskel på om jeg træner ben eller skuldre, men man lærer sin krop at kende, og ved hvor pulsen ligger under en træning med høj intensitet.

Tidligere har jeg haft et polar ft4, som udelukkende kunne vise puls og antal forbrændte kcal. Senere fik jeg et Garmin 230, som også er et rigtig godt kvalitets ur. Uret kan på samme måde tilknyttes telefonen, men er noget mere teknisk. Faktisk fik jeg aldrig sat mig helt ind i de ting den kunne, da det blev en smule uoverskueligt for mig. Leder man efter et rigtig godt løbeur, så ville jeg nok vælge et Garmin ur, men eftersom jeg også gerne vil bruge det til hverdag og ikke behøver et helt så teknisk ur, så er fitbit uret bedre for mig.

Skridttæller, kalorier og puls i håndleddet!
Fitbit uret tæller også hvor mange skridt jeg går om dagen. På dage hvor jeg ikke får trænet, holder jeg øje med mine skridt og vil gerne op på minimum 10.000 skridt. Uret holder også styr på hvor mange kilometer jeg går, og hvor mange kalorier jeg forbrænder. Mit ur er i øjeblikket indstillet så det hver time kommer med en påmindelse. Denne fortæller mig hvor mange skridt jeg har gået den sidste time og hvor mange jeg mangler at gå. En super fed ting ved uret er, at den måler pulsen i håndleddet, jeg slipper altså for at have et irriterende pulsbælte om maven!

Søvn
Sover man med uret om natten, tracker den din søvn. Vores søvn er jo super vigtig når man skal restituere. Dårlig søvn kan have indflydelse på om dine resultater udebliver, derfor synes jeg det er spændende at følge med i. Man kan desuden indstille uret til at påminde dig om at det er tid til at gå i seng. Det lyder måske tosset, men for mig fungerer det rigtig godt. De fleste mennesker har stor gavn af at gå i seng og stå op på de samme tidspunker hver dag. En lille påmindelse om at det er sengetid for mig kl. 21.50 betyder, at jeg ikke sidder opslugt i en film, arbejde eller andet der gør at jeg kommer ‘for sent’ i seng. I øjeblikket er det ekstremt vigtigt at jeg komme i seng i ordentlig tid, da Amilia stadig bliver ammet om natten. Derfor er jeg ofte i seng allerede kl. 21.00.
Uret består også af en vibrerende alarm, hvilket er smart hvis jeg skal op før Lasse. På den måde vågner han ikke af mit vækkeur.

Træning
Fitbit uret kan tracke forskellige typer træning, alt fra fitness til løb, cykling osv. Derudover kan man faktisk vælge forskellige træningsprogrammer på uret, som så fortæller dig nogle forskellige øvelser du skal gennemføre på tid. Smart hvis man mangler inspiration. Der er også stopur og nedtælling, som jeg også har brugt et par gange. Uanset aktivitet bliver alt gemt på uret og kan også åbnes i en app på telefonen, hvor man kan få yderligere informationer.

En anden smart ting er at jeg kan læse sms’er på uret. Man kan også se hvem der ringer, afvise opkald og styre musikken på uret.
Fitbit blaze findes i flere udgaver, armbåndet kan være bredt eller smalt. Jeg købte det smalle da jeg synes er mere feminint. Desuden har jeg bestilt to forskellige armbånd, et sort og et pink begge med guld ramme i stedet for sølv som er standard. Der er mange forskellige slags armbånd, både i læder, metal, nylon eller den gummi. Jeg synes det er en ret cool detalje at man kan skifte armbåndet ud, så det passer til forskellige outfits! Man kan også selv bestille hvordan urskiven skal se ud, der er i øjeblikket 9 forskellige looks. Det eneste minus jeg kan komme på er, at jeg synes det er en anelse langsomt. Uret går viser en sort skærm når man ikke kigger på det, men så snart man løfter det for at følge med eller se hvad klokken er så lyser skærmen. Det kunne dog godt lyse et sekund hurtigere, men måske jeg bare er lidt utålmodig. Dog er det en lille bitte ting i forhold til hvor mange andre fede ting uret indeholder!

I finder uret her (husk at vælge special edition for at få det i smalt) og ekstra armbånd her

hvorfor træne med pulsurhvorfor træne med pulsur