Fødselsberetning – Da Amilia blev født

Min fødselsberetning Amilias fødselsdag
Min fødselsberetning Siden jeg blev gravid har jeg hele tiden sagt, at jeg ville føde d. 8 eller 10 juli. Min terminsdato blev ved første scanning rykket 7 dage frem, så jeg blev sat til d. 18 juli i stedet for d. 25 juli. Jeg blev fortalt at det er meget normalt at få rykket sin terminsdato, enten den ene eller den anden vej. Det tænkte jeg ikke så meget over, min fornemmelse sagde mig noget helt andet.

Den 5. juli tog Lasse og jeg afsted på kærestetur. En overnatning med spa og god mad på Comwell i Vejle, for at nyde hinanden inden vi ville blive en rigtig familie. Maven sad stadig højt – fik jeg konstateret af samtlige jeg mødte, så fødslen lå altså ikke lige om hjørnet. Alligevel gik jeg med et lille håb om at det snart ville ske. Jeg var nu 38 uger + 1 dag henne, hvilket betød at vores datter ikke længere ville betegnes som født for tidligt, hvis hun besluttede sig for at komme nu.
Ovenpå den dejligste dag og aften på Comwell, var vi på vej i seng. Jeg går altid på toilettet inden jeg skal sove, og denne aften var ikke en undtagelse. Til gengæld bød toiletbesøget på en overraskelse, slimproppen var nemlig gået! Spændte og uvidende om hvad det helt betød, brugte vi flere timer ud på natten, på at google om det var et tegn på at fødslen var igang. Nogle kvinder skrev at de fødte timer efter. Andre dagen efter og nogle oplevede at slimproppen gik mange gange, og flere uger før fødslen. Lasse spurgte flere gange med en smule panik i øjnene, om vi ikke skulle køre hjem. Jeg var dog fast besluttet på at blive på hotellet, da jeg havde set MEGET frem til at spise overdådig brunch morgenen efter. Trætte men stadig meget spændte lagde vi os til at sove.

Den 8. juli var der stadig ikke udsigt til, at vores lille pige var på vej. Jeg havde tid hos min Jordemoder i Silkeborg. Selvom vi havde valgt at føde i Herning, gik jeg til kontrol i Silkeborg da det var nemmest. Vores datters hjertelyd blev tjekket, samt mit blodtryk og min puls. JM har gennem hele min graviditet bakket op omkring min træning og roste mig for min puls, som var meget usædvanlig på dette tidspunkt i graviditeten. Hun tjekkede desuden hvordan vores datter lå, og konstaterede at hun stod fast i bækkenet og nu havde vendt sig, så hun lå med ryggen i venstre side af min mave. De sidste mange uger har hun ligget med ryggen i højre side, så jeg var en smule overrasket over at hun havde vendt sig, uden at jeg havde bemærket det. Om morgenen og igen om formiddagen inden jeg tog afsted til JM, havde jeg siddet fremadlænet over en stor pude, med hofterne placeret over knæhøjde. Stillingen siges at kunne hjælpe baby med at placerer sig optimalt i bækkenet så jeg ‘gik selvfølgelig igang’. Derfor synes jeg det var ret pudssigt, at hun faktisk havde vendt sig. JM og jeg aftalte en ny tid d. 22 juli, altså 4 dage efter min terminsdato. Jeg oplyste hende om at jeg selvfølgelig havde født til den tid, men hun fortalte at det jo er meget normalt at gå en uge eller mere over tid, som førstegangsfødende. Aldrig i livet tænkte jeg. Jeg syntes efterhånden at jeg havde rigeligt med væske i kroppen og følte mig meget gravid – og stor!
Om aftenen bliver Lasse og jeg enige om at trykke på akupressurpunktet SP6. Punktet skulle tilsyneladende have en vestimulerende effekt, som jeg har læst om i bogen ‘Smertefri fødsel’, som jeg  erhvervede mig tidligt i graviditeten.  At trykke på punktet, var ironisk nok noget at det mest smertefulde jeg længe har oplevet. Jeg er nu ikke sådan pivet anlagt, min smertetærskel er ret høj. Punktet sidder 3-4 fingre over anklenknoglen på indersiden af skinnebenet. Trykket holdt Lasse i 10 minutter med sin tommelfinger, samtidig med at jeg vred mig og bandede over at det skulle gøre så ondt.

Den 9. juli starter vi dagen med at lufte Erwin sammen, da Lasse har ferie. Efter morgenmaden skifter jeg til træningstøj, for at komme en tur i træningscenteret. Da jeg skifter tøj bemærker jeg at mine trusser er en smule våde, men tænker ikke yderligere over det. Jeg fortæller Lasse om situationen, og minder ham om min hypotese om, at vores datter ville blive født d. 8 eller 10 juli.
Træningen var en af de gode, 20 minutter på motionscyklen i højt tempo og med sved på panden. Herefter 40 minutters styrketræning og en velfortjent proteinshake. Under træningen havde jeg mærket lidt murren i underlivet, der kom og gik. Lasse holdte nøje øje med mig under hele træningen, og spurgte flere gange om jeg var okay. Alt imens jeg tænkte at han var den skønneste kæreste, sådan som han ville passe på mig. Hjemme igen går jeg på toilettet og synes stadig det er lidt vådt. Til fødselsforberedelse havde vi fået fortalt at vandet enten går med et plask, eller også siver det konstant. Google fortæller mig præcis det samme. Så lidt skuffet må jeg konstatere at fødslen ikke er igang.
Vejret er skønt, så vi tager en tur i hundeskoven med Erwin, så han kan blive luftet og lege med andre hunde. Vi går rundt i skoven en times tid og jeg synes stadig det murrer i mit underliv. Det kommer og går, men gør ikke ondt. Faktisk tænker jeg på om det er noget jeg bilder mig selv ind, fordi jeg så gerne snart vil møde vores baby. Jeg overbeviser mig selv om, at jeg sikkert går 14 dage over og først føder d. 1 august. Med sjov i stemmen, men også lidt nedtrykt over tanken siger jeg det til Lasse flere gange.

Kl. 16:30
har vi en aftale med min søster Line og hendes kæreste, som netop er flyttet til Silkeborg. Lasse har ikke set huset endnu, så vi kører derom så han kan se hvor de bor. Min mor er også på besøg hos min søster, hvor vi sidder alle fem og snakker en times tid i deres læder sofa. Da Lasse og jeg bliver enige om at skulle hjem, mærker jeg nu er mine trusser er helt våde i det jeg rejser mig. Jeg siger ingenting til nogen af dem, og forsøger at gemme bagdelen på vej ud af huset, da jeg er ret overbevist om at man kan se det på mine bukser også. Da familien har vinket farvel, spørger jeg Lasse om mine bukser er våde. Et stort JA kommer ud af hans mund. Vi smiler til hinanden og min mave kildrer i håb om, at det betyder at vandet er gået. Vi ringer til vagthavende jordemoder. Hun spørger ind til vandet, men virker heller ikke overbevist. Desuden spørger hun om jeg har mærket liv den pågældende dag. Selvfølgelig havde jeg det, men lige i situationen blev jeg usikker. Det sidste lange stykke tid var det blevet så naturligt at mærke liv hele tiden, så jeg tænkte ikke så meget over det længere. Hun syntes derfor vi skulle komme forbi til en CTG-kurve, for at kunne registrere babys hjerteslag.

Kl. 19:00
ankommer vi til fødegangen og bliver modtaget af jordemoderen jeg talte i telefon med. Hun er helt enormt sød, på alder med mig selv tror jeg og fortæller at de har en smule travlt i dag, men at vi starter med CTG-kurven. Derefter kunne vi tjekke om der er vandgang. Jeg ligger mig på sengen, får elastikker om maven, bliver tilkoblet maskinen og får en dims i hånden, som jeg skal trykke på hvis jeg mærker spark. Med info om at hun kan følge målingerne, selvom hun bliver nødt til at gå igen, føler vi os ganske trygge. Der går heller ikke lang tid før jeg mærker en masse små spark. Målingen tog ca. 30 minutter og da JM kommer retur, fortæller hun at alt ser rigtig fint ud. Hun synes derfor vi skal kigge på om vandet er gået. JM udbryder – “hold da op, ja der er ingen tvivl!” Jeg kigger over på Lasse som smiler over hele hovedet, og mærker at jeg bliver helt enormt spændt og lykkelig på samme tid. JM fortæller at baby ligger med hovedet rigtig langt nede, hvilket er årsagen til at vandet næsten ikke har kunne komme forbi. Så giver det pludselig mening at det hverken kom som et plask, eller kom sivende konstant. JM kan desuden fortælle at jeg allerede er 5 centimeter åben, altså halvvejs! Det hele kommer ret meget bag på mig, selvom der selvfølgelig har været små tegn. Jeg havde bare forventet at det hele ville starte anderledes, og at jeg ville have veer jeg kunne mærke. JM laver en hindeløsning, som muligvis kan sætte gang i veerne! Eftersom jeg kun havde mærket en murren i underlivet, bliver vi tilbudt at tage hjem med en aftale om, at komme retur kl. 23.30. Er veerne ikke begyndt, ville jeg få vestimulerende.

På vej ud fra fødegangen, sender vi en snap til min veninde Karina, som faktisk havde termin før mig. Jeg er ret ærgerlig over at jeg ikke har gemt billedet, det kunne være ret sjovt at have. Men billedet var af Lasse og mig som ser super glade ud, og med teksten ‘Vandet er gået!!!’
I bilen på vej hjem til Silkeborg, mærker jeg nu at den murren jeg havde i underlivet, er blevet til veer der gør avs. Dog ikke mere end at jeg sagtens kan holde ud. Jeg ringer til min søster Line og forklarer situationen, og spørger om hende og min mor vil komme forbi og hente Erwin, så han ikke skal være alene når vi kører igen. Tidligere er han også blevet ret bange når jeg har slået mig, så jeg tænkte ikke at han skulle overvære mine veer, hvis de blev voldsomme inden vi skulle tilbage til fødegangen.
Derhjemme får jeg pakket det sidste, selvom det meste stod klart og så hopper jeg under bruseren. Lasse giver sig til at støvsuge da han ikke kan sidde stille. Bagefter barberer han sig, så hans skæg ikke stikker for meget når vores lille pige kommer (ret sødt synes jeg!) Han laver også lidt mad til mig, som jeg kun formår at tage et par bidder af, da veerne allerede begyndte at gøre ret ondt da jeg stod under bruseren. Jeg står op af vores køkkenøe og beder Lasse trykke mig på lænden. Det fjerner mit fokus en bitte smule fra veerne som bidder. Og så er det bare utrolig rart at have ham helt tæt på, når det gør ondt. Jeg dirigerer både op og ned, for at finde ud af hvor det virker bedst at han trykker. Til sidst finder jeg frem til, at han bare skal trykke helt afsindig hårdt og en masse forskellige steder på lænden. Veerne gør ondt på en underlig måde. Det var ikke en smerte, men nærmere det mest ubehagelige jeg har nogensinde har oplevet. Samtidig mærkede jeg tydeligt, hvordan trætheden skyllede indover mig, efter hver eneste ve. Vi tager tid på dem, med en app jeg havde på telefonen og ser at der kun er 2-3 minutter mellem dem. Jeg har svært ved at være i mig selv, og siger derfor til Lasse at jeg gerne vil retur til fødegangen selvom aftalen var kl. 23.30. Jeg skifter lidt mening de næste par minutter, da klokken jo slet ikke er 23.30 endnu. Vi ender dog med at tage afsted.
Jeg beder Lasse køre pænt da vi sætter os i bilen. Veerne tager til og jeg synes de kommer hele tiden. Det var vildt ubehageligt at være spændt fast i bilen, så jeg ikke kunne bevæge mig. Jeg sidder derfor og fægter lidt med armene og ryster på hovedet når veerne kommer. Til sidst spørger jeg Lasse om bilen ikke kan køre hurtigere.

Kl. 22.00 parkerer vi bilen udenfor hospitalet. Veerne er så kraftige, at jeg ikke kan gå når de kommer. Jordemoderen som tidligere havde undersøgt mig, har netop fået fri og står ved sin cykel. Hun smiler og siger at det ser godt ud, alt imens jeg klemmer et lille smil ud mellem veerne. Ved elevatoren op til fødegangen, synes jeg at veerne går helt amok. Jeg tænker at der er ufatteligt langt til fødegangen, og at jeg aldrig kommer frem når de skal komme hele tiden. Alligevel når vi frem og få ringet på døren til fødegangen. Imens vi venter siger jeg til Lasse, at det føles som om hun er på vej ud. Lasse har sikkert tænkt ‘det siger de nok allesammen’, selvom han selvfølgelig var super omsorgsfuld og holder om mig.
Der kommer en JM ud og tager imod og fortæller at stue 2 er ledig, men at vi lige skal trække lod. I Herning er der nemlig sådan en smart fødestue med store levende billeder på væggene, designer møbler og musik. Fødestuen er et forsøg, hvor man tester om miljøet derinde giver bedre fødsler. Det lyder måske tosset, men giver faktisk god mening. Under en fødsel er det vigtigt at være afslappet og ikke få for meget af stresshormonet kortisol i kroppen, da det kan have en dårlig indvirkning på veerne. Og heldige mig får stue 2! Fedt, når jeg at tænke alt imens jeg koncentrerer mig om min vejrtrækning.

Min fødselsberetning Amilias fødselsdag
Min fødselsberetning Amilias fødselsdag

Vi bliver vist ind på stuen som bare er super fin! JM fortæller at vi på ipad’en kan skifte billedetema og musik, hvis vi har lyst. Imens jeg står og læner mig op af sengen, fortæller hun at der kommer en JM om 5-10 minutter og undersøger mig. Hvis det blev nødvendigt kan vi rive i snoren ved sengen. 20 sekunder efter hun er gået beder jeg Lasse om at rive i snoren. Jeg var overbevist om at hun var på vej ud, veerne føltes anderledes og jeg havde en helt enormt trang til at presse. Det føltes som om der var en ananas på vej ud! Minutterne går og der kommer ingen. I mit hovede føltes det som en evighed. ‘Er du sikker på at du har trukket hårdt nok i snoren?’ spørger jeg Lasse. Han river i den igen og kort efter kommer jordemoderen Malene, som skulle hjælpe os. Hun er helt enormt behagelig og jeg mærker at jeg bliver vildt glad, da hun gør mig tryg med det samme. Hun beder mig kravle op på sengen når næste ve er ovre, så hun kan undersøge mig. Mig op i en ‘fart’, da jeg gerne vil have afklaring på hvad der sker dernede. Min pressetrang bliver bekræftet, da JM fortæller at livmoderhalsen er udslettet. Jeg er helt åben og klar til at presse under næste ve. Jeg har aldrig været så koncentreret, som under pressefasen for gud hvor var det hårdt arbejde. Samtidig ville jeg bare gerne gøre det så godt, som over hovedet muligt. Jeg tænkte på det som en fysisk præstation, hvor jeg blev nødt til at være  enormt fokuseret. Min øjne fokuserer udelukkende på Jordemoderen Malene, som guider mig under hver eneste ve. Hun roser min vejrtrækning undervejs og spørger om jeg har taget smertefri fødsel kurset. Jeg får sagt ‘JA – nej, nej, nej jeg har læst bogen!’ (Og gudskelov for det!!!)
Det er nu svært for mig at mærke veerne, og jeg er derfor meget i tvivl om hvornår jeg skal presse. JM er knivskarp og læser mig nærmest hurtigere end mig selv. Hun fortæller at det er helt normalt, ikke at mærke veerne på dette tidspunkt. Istedet presser jeg når hun beder mig om det. Shit det var hårdt. Jeg følte at hvert pres var helt enormt langt, og for at kunne presse måtte jeg klemme alt luft ud der nogensinde havde været i mine lunger. Når de så var tømte, skulle jeg presse hvad der føltes som 15 sekunder længere. Lasse sad ved siden af og holdt mig i hånden. Han har sidenhen fortalt at det så helt sindssygt ud! Alle muskler og blodårer i min krop var helt tydelige, og bare lyden der kom ud af mig indikerede at det virkelig VIRKELIG var hårdt!
Selvom det var hårdt arbejde, var det samtidig en kæmpe lettelse at presse. Ubehaget jeg før havde følt var væk, og jeg kunne nu gøre noget aktivt for at komme i mål. Det føltes bare helt sindssygt! JM spørger Lasse om han vil hjælpe mig med at få mit tøj af. Jeg ligger stadig i det tøj jeg ankom i, men i samarbejde får vi viklet det af mig. Samtidig tænker jeg, at det må være fordi vores datter kommer lige om lidt, så hun kunne komme op og ligge hos mig. Og så går det hele hurtigt. Vores lille datter kommer til verden og ligger efter et sekund på mit bryst. Jeg udbryder ‘hun er her nu’ og mærker varmen fra hendes lille krop mod min. Den bedste følelse i hele verden. Vi får tæpper puttet omkring os, vores datter får en lille fin strikket hue på, og vi får en varmelampe over os. Lasse og jeg kysser hinanden og jeg kysser Amilia på hovedet, som hurtigt begynder at spise ved brystet. Da pulsen er ophørt i navlestrengen klipper Lasse den over. Det hele er gået så stærkt at JM undervejs ikke nåede at pakke sine ting ud. Hun havde derfor tilkaldt en hjælper, der hurtigt inden vores datter blev født kunne pakke ud. Amilia kom til verden kl. 22.30, en halv time efter vi parkerede bilen. Fødslen gik helt fantastisk hurtigt. Min forestilling om at skulle i vand og prøve forskellige fødestillinger blev aldrig til noget. Alligevel kunne jeg ikke have drømt om en bedre oplevelse. Jordemoderen var sikker på at det hurtige forløb skyldtes min form og styrke. Hun fortalte, at det var meget usædvanligt som førstegangsfødende, at klare pressefasen med så stor kontrol og på så kort tid. Jeg følte mig heldig, men var samtidig overbevist om, at timerne i træningscenteret virkelig kom til sin ret under fødslen.

Min fødselsberetning Amilias fødselsdagMin fødselsberetning Amilias fødselsdag
Min fødselsberetning Amilias fødselsdag