Søvnmangel og lørdagsslik

IMG_3862
Mit søvnunderskud bliver større for hver dag. Sådan er det nok at være forældre til en nyfødt 😉 De første uger var hårdest da jeg i mange år har prioriteret min søvn – den har vel nærmest været hellig. Nu er jeg oppe 1-3 gange om natten, oftest to gange. Faktisk tror jeg min krop er ved at vænne sig en smule til det. Udover at jeg vågner bliver vækket træt, så synes jeg dagene går fint. Når jeg får trænet er energiniveauet højere, end hvis jeg ikke kommer afsted. Når det så er sagt, kan jeg godt mærke at kroppen higer efter hurtig energi. De første 14 dage som forældre, fik vi mere sukker end vi normalt gør. I bund og grund så er det jo dumt, for det bidrager jo bare til langt mere træthed, når først blodsukkeret falder. Så nu har vi lige spændt ballerne og besluttet at det hedder sukker om lørdagen – altså lørdagsslik. Efter dagens træning kørte jeg direkte ned i en kæmpe slikforretning her i Silkeborg, og blandede en stor pose. Jeg studsede selv over at stå i butikken iført træningstøj og sved på panden, men sådan blev det! Og nu glæder jeg mig for alvor til at hygge med slikket i sofaen i aften. Egentlig er jeg mest til at være social omkring de usunde sager, ellers giver det ikke rigtig mening for mig. I torsdags havde jeg besøg af en veninde, her fik vi da også en lille jordbærtærte. Så det er ikke sådan at jeg takker nej til sukker hvis vi er ude at spise, eller hvis jeg er sammen med en veninde. Jeg gider bare ikke stå og køre twister-is eller pingvinstænger i munden fordi jeg er søvnig.