10 grunde til at du IKKE skal stille op i bikini fitness

IMG_4034

Nu tænker i sikkert “Hvad er det for en overskrift, hun gør det jo selv!”

Jep jeg konkurrerer selv i bikini fitness og har gjort det siden 2013. Hver eneste konkurrence er en udfordring og en sejr i sig selv uanset placering. Når jeg konkurrerer gør jeg det for min egen skyld og for at rykke både mine grænser og min fysik.

Bikini fitness er blevet utrolig populært, hvilket jeg klapper i mine små hænder over.
Men folk skal være opmærksomme på at bikini fitness er ekstrem sport. I hvert fald i mine øjne og ofte tænker jeg (uden før at have sagt det højt), at mange piger blot burde sigte efter at komme i god form. Bikini fitness er langt fra noget for alle! Nogen ved måske ikke hvad de går ind til, men her har i i hvert fald 10 grunde til at du IKKE skal stille op i bikini fitness 😉

1) Du er lige begyndt at styrketræne og synes det er fedt.
Dagligt får jeg henvendelser fra piger der er begyndt at styrketræne. Kæmpe thumbs up for det! Styrketræning ER fedt, men der er en verden til forskel på at styrketræne 1-2 gange i ugen til at styrketræne med henblik på en konkurrence.
De piger der placerer sig i toppen af konkurrencerne, har ikke kun styrketrænet 6-12 måneder inden de står på scenen. Der ligger nok nærmere 3-5 års styrketræning forinden. Du kan IKKE opnå en vinder fysik på kort tid.

2) Du vil gerne tabe dig
Du vil igang med et vægttab og vil gerne sætte dig et mål. Lad være med at sætte SÅ stort et mål. Chancen for at du kommer i mål er større, hvis du sætter dig mindre delmål.

3) Du vil gerne have flere følgere på instagram
Sorry nu er jeg bare ærlig. Men min opfattelse er efterhånden at nogle vælger at konkurrere i et forsøg på at skabe opmærksomhed. Dette vil aldrig bringe dig i mål, så lov mig at det er noget andet der driver dig!

4) Du har i forvejen svært ved at lade de søde sager ligge
Alle har en sød tand i større eller mindre grad. Har du ikke kontrol eller rygrad til at lade de søde sager ligge, vil det blive en alt for stor udfordring at skulle leve efter en stram kostplan op til en konkurrence.

5) Du har travlt med studie eller job
Går det meste af din tid med studie eller job. Skal du forvente at blive super presset hvis du samtidig skal konkurrere. I øjeblikket bruger jeg 15-20 timer i ugen på træning i form af løb, styrketræning og udstrækning/yoga, derudover kræver det tid at forberede mad, pakke træningstøj og kostilskud.

6) Du vil gerne se ud som en bikini fitness atlet
Formen man står i på scenen er KUN en form man står i på dagen.
Resten af året har man flere kilo på kroppen, da det ikke er sund at have SÅ lav en fedtprocent hele året rundt. Faktisk er der stor forskel på hvordan formen ser ud allerede dagen efter scenen. (Lover at tage nogle billeder i år)

7) Træning er noget der skal overstås
Hvis du ikke er fuldstændig tosset med at træne, bør du uden tvivl ikke sætte dig dette mål. Du kommer til at bruge mange timer med sved på panden, derfor er du nærmest nødt til at være fuldstændig tosset med at træne.

8) Du er mentalt ude af balance
At konkurrere kræver rygrad af en helt anden verden. Du vil blive presset til det yderste både fysisk og mentalt. Kroppen kan nærmest ikke undgå at blive udsat for stress.
Er du i forvejen en smule ude af balance eller presset på andre fronter, vil jeg aldrig anbefale dig at konkurrere.

9) Du vil gerne have en karriere indenfor fitness branchen
Selv en top placering i flere konkurrecer, sikrer dig hverken sponsorater eller en succesfuld karriere som personlig træner, fitness model eller lignende. Intet kommer af sig selv i denne verden. Uanset placering bliver intet serveret på et sølvfad.

10) Din omverden bakker dig ikke op
Man kan hvad man vil. Men det er tusinde gange nemmere hvis din kæreste, familie og omgangskreds bakker dig op. Modarbejder din partner dig, vil udfordringen blive langt større. Jeg kender utallige par der er gået fra hinanden under et konkurrence forløb.
Min egen omgangskreds er blevet mindre, da nogle ikke forstår mine prioriteter.
Heldigvis har mine bedste veninder, kæreste og familie altid bakket mig op. Havde de ikke gjort det, tror jeg aldrig jeg var kommet i mål.
Men nogle gange skal man huske, at en konkurrence ikke er ALT her verden.