Sundhed, miljø og indeklima

At rejse væk fra sit barn

at rejse væk fra sit barnDet med at rejse væk fra sit barn, det er altså svært. For ikke så længe siden var jeg jo et smut på Malta fra fredag til mandag. Hjemme en enkelt dag og så videre til Skagen tirsdag til torsdag. Praktisk talt 7 dage uden Amilia og så alligevel ikke helt. For jeg var jo hjemme og om mandagen, hvor jeg kørte direkte fra Billund lufthavn og ned til vuggestuen for at hente hende.
Malta var ren ferie med mine søstre og da turen i sin tid var booket, blev jeg inviteret til skagen af den kære Ole Henriksen – en kombination af arbejde og fornøjelse, men en tur jeg ikke kunne takke nej.

Indrømme må jeg dog at det vendte sig i min mave, altså det med tanken om at være væk fra hende så mange dage. Også selvom jeg udemærket er klar over, at Lasse er verdens bedste far for hende. Jeg tror det er følelsen af ikke at være der for hende der gjorde ondt. Når man så ovenikøbet ved at hun ikke forstår hvorfor jeg er væk, hvor lang tid jeg er væk og at jeg selvfølgelig kommer tilbage så gør det lidt ekstra ondt.

To af mine veninder med børn der er ældre end Amilia, har endnu ikke prøvet at rejse væk fra deres børn flere dage i træk. Så jeg er tydeligvis ikke den eneste der synes det er svært.
Allerede nu går jeg og bekymrer mig lidt, over næste sæson på Marbella Fitness Camp. For de sidste to camps jeg har afholdt dernede har Amilia være med på. Og selvom jeg har en skøn babysitter i Maya, er det stadig en stor mundfuld at have Amilia med. Det er udelukkende når jeg underviser at Amilia ikke er hos mig, og anderledes ønsker jeg det heller ikke. Modsat rejser jeg heller ikke til Marbella for kun at undervise, jeg er der også være at være tilstede for deltagerene når vi ikke træner. Så sidst forsøgte jeg mig med at være 100% på for Amilia og 100% på for de 30 deltagere. Måske andre mødre der læser med, kan sætte sig ind i situationen?
Selvom jeg nyder det i fulde drag er det hårdt, og måske bedre for Amilia at blive hjemme hos Lasse. Eller er det, til den tid er hun to år? Det er svært at blive enig med mig selv, kan i nok høre.

Om der er nogen pointe med indlægget her, det ved jeg egentlig ikke. Men jeg fik i hvert fald luftet mine tanker. Og i er mere end velkomne til at dele råd eller egne oplevelser. Jeg tager imod med kyshånd. <3

   

4 kommentarer

  • C

    Jeg forstår dine tanker. Jeg vil ikke selv rejse væk fra min datter. Hun er 1,5 år. Og jeg kommer heller ikke til det, før hun er stor nok til at forstå og tale om, hvor jeg er, hvad jeg laver og at jeg altså kommer tilbage. Men vi er måske også den atypiske familie – vi langtidsammer, samsover og hun var over et år, før hun blev passet første gang. Her har far været væk et par gange med job, og hun leder efter ham og spørger efter ham, og er faktisk meget påvirket. Og det kan jeg godt forstå. Hun forstår jo ikke, at han kommer hjem igen. Det synes jeg, er synd for hende. Så jeg har ikke fået et barn for at tage væk fra det, før det udviklingsmæssigt er klar til at forstå det. Ikke en kritik af alle jer, der gør det, for det er jo lidt en samfundsnorm, at man skal være væk fra sit barn. Og hvis man reelt føler, man har brug for det, så må man jo lytte til det, for man skal gøre det, der er bedst for familien – det er bedst for barnet. Her kan jeg sagtens behovsudsætte en nat væk alene til min datter blir større, så det gør jeg.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Mette Lyngholm

      Tak fordi du deler dit synspunkt. I min verden er der ikke noget der er hverken forkert eller rigtigt. Jeg synes fx det lyder hyggeligt med samsovning, men herhjemme kan Amilia ikke falde til ro med mindre hun ligger på sit egen værelse. Hun kravler rundt i vores seng, hopper og tror vi skal lege. De ting der virker for jer, virker måske ikke for os, men virker for en tredje familie.
      Skulle jeg rejse væk fra Amilia i 8 dage pga. ferie havde jeg takket nej tak. Men i og med at det er arbejde, så ender jeg nok med at tage afsted uden hende denne gang. Alligevel så gør tanken om at være væk fra hende frygtelig ondt, og gør mig også lidt ked af det. Det er ikke en nem beslutning.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Emils mor

    Godt indlæg og et spændende emne du tager op 😊 Jeg er mor til en dreng på 18mdr., og kan så meget følge dine tanker. Mine veninder er delt i to – de som ikke kan rejse uden barn i en/flere dage, og de som rejser væk uden barn i en eller flere dage 😊
    Min kæreste og jeg har begge været væk fra Emil – hvor vi hver især har skulle noget (max 3-4 nætter). Det hjælper, at vide, at den ene forældre er hos ham. Han nyder det og har ikke taget skade. Vi er bedre forældre, når vi hver især kan sige ja til en tøsetur/tur med gutterne, velvidende at alt er ok derhjemme 😘 FaceTime og billeder er guld værd i disse situationer!
    Vi har også lige været 3 overnatninger i Rom på kærestetur ❤️ det var SÅ svært at undvære ham, men vi nød virkelig også hinanden og tosomheden – og farmor havde styr på vores søn. Han mærkede næsten ikke vi var væk.

    Afsted med dig 😊!
    Kh. Emils mor

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Mette Lyngholm

      Tak for dit input, det er så rart at høre andres tanker.
      Det lyder virkelig skønt med en 3 dages kærestetur i Rom, det kunne jeg/vi også snildt. For Amilia er utrolig glad for sine bedste forældre.
      Da jeg var både på malta og derefter skagen, var der ingen tvivl om at hende og Lasse hyggede sig max. Men må indrømme at jeg synes det er en større beslutning, når det handler om både 8 dage i foråret og 8 dage i sensommeren. Mest af alt er det nok fordi jeg får dårlig samvittighed over at være væk. Men ja, tror du har ret. Afsted med mig 😀
      Rigtig god aften fra mig <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.

 

Næste indlæg

Sundhed, miljø og indeklima